Interview med : Lis Meldgaard og Birgit Jonassen, Ældres Sagen

af Arne Ladegaard

Vi kan godt undre os over, at der ikke er flere, der benytter sig af ledsager- og bisidderordningen

Birgit fra Ældre Sagen og Liss fra Røde Kors har mange års erfaring som bisidder og ledsager, når borgere i Herning Kommune skal til møde med sagsbehandlere ved kommunen eller andre offentlige myndigheder. 

Begge undrer sig over, at der ikke er flere, der benytter sig af tilbuddet, som er helt gratis for borgeren.  

Alle har ret til en bisidder 
I Danmark har alle ret til at have en bisidder med til møder hos sagsbehandlere i kommunen eller andre former for kontakt med offentlige myndigheder. Det er vigtigt at understrege, siger Liss, at en bisidder er helt neutral i forhold til de emner, som borgeren mødes med fx kommunen om. Vi tager ikke stilling og er ikke en del af sagen. Vi er det ekstra øre, som lytter opmærksomt. Når bisidderen og borgeren så taler sammen efter mødet, kan bisidderen og borgeren i ro og mag snakke om, hvad der skete på mødet. 

portræt af en Frivillig

En bisidder giver ro 
Det kan ofte være tunge sociale sager, som bisidderen er med til. Og i den slags sager er det ofte yngre personer, der gør brug af bisidderen. På den ene side af bordet sidder der måske 4-5 myndighedspersoner. Så kan borgeren godt føle sig som Palle alene i verden. Når der er en bisidder med, føler borgeren sig ofte lidt mere tryg. Det kan betyde, at der falder ro over mødet, og at dialogen bliver konstruktiv. 

En bisidder kan også tage med til den svære samtale 
Det sker også, at bisidderen er med til en svær samtale. Der hvor en borger får at vide, at den sygdom han eller hun er blevet undersøgt for, er alvorlig eller ligefrem livstruende. Det er Liss’ erfaring, at når borgere får resultatet, så hæfter de sig mest ved det negative. Men ofte fortæller lægen også om nogle muligheder. Dem kan bisidderen som det ekstra øre, fortælle borgeren om, når samtalen er færdig. Både Liss og Birgit oplever, at lægerne er blevet rigtig gode til at fortælle fakta på en ordentlig og sober måde. 

Ledsagerordningen løser praktiske udfordringer 
For mange ældre kan det være et projekt, hvis de skal til undersøgelse på et sygehus eller hos egen læge. En ledsager er en person, der tager med borgeren i patient-taxaen, og finder vej til den rigtige afdeling. På nogle plejehjem har man egne ledsagere, og på andre benytter man sig af ledsager tilbuddet fra Ældre Sagen og Røde Kors. Patienterne fra plejehjemmene kan også være demente i forskellige grader, og her er ledsagerne til stor gavn, siger Birgit, og tilføjer, at det er langt fra alle ældre, der har deres børn boende i samme by. Derfor kan børnene ikke altid stille op som ledsager - det kan vore frivillige og det løser mange praktiske udfordringer. 

Tavshedspligt - en selvfølge   
Alle der benytter sig af ledsager- eller bisidderordningen kan være helt sikre på, at deres sag ikke kommer andre steder. Vi gør meget ud af, at de frivillige er personer, der forstår og overholder den tavshedspligt, som er så afgørende for tilliden til ordningen, siger Liss, og opfordrer samtidig alle til at henvende sig til Ældre Sagen eller Røde Kors for at få mere at vide.  

Der skal oplysning til 
Røde Kors og Ældre Sagen gør et stort arbejde for at udbrede kendskabet til ordningen - også blandt de ansatte i hjemmeplejen og det sociale system. Vi har fået fremstillet nyt info materiale, som på en enkel og forståelig måde forklarer om ordningen, fortæller Birgit, og hun tilføjer, at de 20 frivillige i ledsager- og bisidderordningen ser frem til at hjælpe endnu flere borgere i Herning Kommune. 

 
Du kan finde flere artikler om frivillige ildsjæle.  Se oversigten her

Fredensgade 14  •  7400 Herning, Danmark  •  Tlf: 31 57 56 01  • Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.  •  privatlivspolitik