Nyhedsbreve


En gang om måneden udsender vi et nyhedsbrev til medlemsforeninger og andre interesserede.
Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder - og se de seneste nyhedsbreve her på siden


Hvordan har frivilligheden det lige nu?

Hvordan har frivilligheden det lige nu?

Vi har sat gang i en lille måling af temperaturen på, hvordan de frivillige går og har det, og hvilke tanker de går med her i coronatiden. Se resultatet herunder (det udvikler sig efterhånden)
Du kan også selv deltage i undersøgelsen, ved at følge linket her og skrive 3 ord om, hvad der præger dit frivillige arbejde lige nu. Deltag her
 
 

Kære frivillige

af centerleder Kurt Kleon Jeppesen, Frivilligcenter Herning

Jeg har gennem de sidste måneder haft mange snakke med frivillige fra forskellige sociale foreninger. Det har givet mig lyst til at sætte ord på nogle tanker, der går igen. Det er ikke fordi, disse ord løser alle problemer eller nødvendigvis viser dig vej til, hvordan du får det bedre. Men nogle gange er det bare rart at få sat ord på de tanker, der kører rundt, og måske kan du genkende nogle af tankerne selv.

Det er en svær tid for mange frivillige. Svær fordi de ikke kan komme til at gøre den indsats, de brænder for at gøre, eller svær fordi deres frivillige arbejde har fået andre og mere besværlige rammer. Det er unægtelig sværere at hjælpe nogen, hvis man ikke må mødes med dem. Den frivillige verden har som resten af verden været præget af afsavn, aflysninger og omstillinger de seneste 10 måneder. Der er to frustrationer, der går igen i mange af de snakke, jeg har haft med de frivillige. Dels savner vi de fællesskaber og sammenhænge, vi er frivillige i. Dels kan vi ikke komme til at hjælpe dem, der har det sværest lige nu.

Der er mange forskellige ting, man kan motiveres af som frivillig, men to af de vigtigste er netop det at kunne gøre noget for andre og være sammen med andre. Når de to faktorer forsvinder for en tid, bliver det en udfordring at holde fast i motivationen. Samtidig oplever mange frivillige, at de står med et ben i hver retning. Det ene ben er på vej hen i sofaen, fordi vi jo skal overholde restriktionerne og derfor ikke kan gøre det, vi plejer. Det andet ben er stædigt på vej ud i verden, for der må da være noget, vi kan gøre. Det er forskelligt, hvilket ben der vinder, men følelsen af at være splittet er ret almindelig, så vidt jeg kan se.

Det er enormt dejligt at se alle de opfindsomme tiltag, der er sat i gang rundt omkring i foreninger og lokalsamfund. Det vidner om, at vi bekymrer os for hinanden og gerne vil hjælpe, hvor vi kan. Samtidig er der mange, der oplever, at de mange forhindringer og savnet af fællesskaberne gør, at det er umuligt at tænke nye tanker og støve den energi op, der er nødvendig for at finde på noget at gøre. Jeg har bare lyst til at sige, at man ikke skal sidde i sofaen med dårlig samvittighed. Det er okay ikke at være okay lige nu. Og du skal nok få brug for dine frivillige kræfter, når vi må alting igen. Og til dig, der søger nye veje og er opsat på at hjælpe andre på nye måder: Tak for din energi. Uanset hvor lidt du gør, gør du verden lidt nemmere at være i for et medmenneske.

Da jeg i forrige århundrede gik på Nr. Nissum Seminarium, var der stadig et fag, der hed skrivning. Knud Mølby var vores lærer, og når vi skulle øve os i pæn håndskrift på tavlen, havde han nogle kloge citater, vi kunne skrive. Et af dem, jeg aldrig har glemt, var en gammel italiensk bøn, der lød sådan her:

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre
Giv mig mod til at ændre de ting, jeg kan
Og giv mig visdom til at se forskellen

Det er kloge ord, som man kan rette opad eller bare tænke over selv, alt efter hvad man har lyst til. For der er ting, vi ikke kan ændre. Og der er ting, vi kan ændre. Og hvis der er noget, vi har brug for lige nu, så er det at kende forskel på de to ting. Ellers ender vi med at sidde i sofaen og slå os selv i hovedet med dårlig samvittighed eller gå ud og kæmpe forgæves for umulige ting. Ingen af delene er der nogensinde nogen, der har fået det bedre af. Vi må lære at acceptere de ting, vi ikke kan ændre, og vi må finde mod til at ændre det, vi kan. Du kan sikkert ikke det samme som din nabo eller som de andre i foreningen, heller ikke nu. Men det du kan, må du gøre. Og så må du finde ro i, at det er det, du kan.

Jeg tror, rigtig mange frivillige lige nu først og fremmest har brug for at opleve, at der er et eller andet meningsfuldt, de stadig kan bruge deres kræfter på, mens vi alle venter på bedre tider. Jeg tror, vi derfor har brug for at se det store i de små ting. Hvis du ringer til en nabo eller onkel eller gammel bekendt forandrer du verden for en tid – både for vedkommende og for dig selv. Og hvis du kan gå en tur (med afstand) med et ensomt menneske, forandrer du også to verdener i det mindste for en dag. Det er også noget. Måske er der mennesker, du plejede at mødes med i dit frivillige arbejde. Måske kunne de trænge til en snak. Måske har de endda en telefon eller en mailadresse. Måske kan I mødes online eller på afstand, og hvem ved – det kan være starten på nye idéer, du kan engagere dig i og bruge kræfter på. Men husk: Det, du kan, er nok.

En af Danmarks fineste digtere, Benny Andersen skrev det så smukt i sin ”Mørkets sang”. Det er helt enkelt sagt, men det er i den grad værd at huske i en svær tid. Med de ord vil jeg slutte denne tankerække. Tak fordi, du læste med – og god dag til dig, uanset hvad du kan.
Benny Andersen skrev: ”Du er det lys, du kan sprede.”

HENT BREVET SOM PDF-FIL HER

Fredensgade 14  •  7400 Herning, Danmark  •  Tlf: 31 57 56 01  • Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.  •  privatlivspolitik